Wednesday, March 3, 2010

Istur

Isvinteren 09/10 har været usædvanlig lang og den koldeste i 14 år. På mange søer har der været konstant isdække i en periode på over to måneder, hvilket efterhånden er en sjældenhed. Når en sø fryser til og der samtidig kommer snedække, mindskes tilførslen af ilt og lys hvilket kan forårsage iltsvind især i lavvandede søer. 3. Marts tog vi ud i naturen for at se om vi kunne finde nogle tegn på hvad vinteren har betydet for dyrelivet ved nogen søer og vandhuller.
På trods af begyndende forår og gode varmegrader og solskin, var der stadigvæk et tykt islag på den første sø, hvor vi gjorde holdt. Der er tale om en sø med en gennemløbende å, og hvor åen har sit udløb var der åbent vand. Det så dog ikke umiddelbart ud til at fisk havde søgt hen til det åbne vand pga. Iltmangel. Vi gik en dejlig tur langs den klare å og fik øje på en krebs på bunden. Kasper stak en pind ned til den, som den kravlede op på, hvorefter vi kunne løfte den op til overfladen.

Vi døbte den Poul Krebs

Vi kom til en lille skovsø hvor vi før har fisket gedder. Her var der også stadig masser af is. Forsigtigt bevægede vi os ud, lidt usikre på hvorvidt den ville holde, heldigvis vidste vi at den ikke var så dyb. Det viste sig hurtigt at isen holdt os fint. Vi fandt nogen steder hvor der havde været boret huller i isen, formentlig af folk der har fisket. Med en pind fra skoven kunne vi banke hul. Vi fandt et par døde skaller under isen.


Efter at have udforsket det meste af skovsøen kom vi til et hjørne, hvor en lille bæk løber ud i søen. Her var der åbent vand og masser af døde fisk. Døde pga. iltmangel i den lave sø.












Skaller, aborrer og gedder døde i vinteren.


I sin entusiasme for at kigge på de døde fisk kom Jakob desværre ud på lidt tynd is, og faldt med et stort plask og stor forskrækkelse igennem og stod i sumpet vand til livet. Da det gik ret hurtigt, og Jakob ikke var interesseret i at blive i vandet til fotoposering, har vi desværre ikke nogen billeder af det. På trods af bukser gennemvædet af iskoldt råddent fiskevand opretholdt han ekspeditionsiveren og fandt en mår i bækken. Vi forestiller os at den er blevet tiltrukket af de døde fisk, og på en eller anden måde er død i et forsøg på at fiske nogen op.

Det åbne vand ved bækken var en hel kirkegård af døde dyr. Det var spændende, trist og barskt på samme tid. Det var samtidig meget fascinerende og tankevækkende at opleve naturen på væsentlig tættere hold end vi plejer. En så hård vinter sætter tydelige spor.



Turen blev afsluttet med et velfortjent bad til Jakob.

0 comments:

Post a Comment

Search This Blog

Labels

Followers

Visitor Count